Generalforsamling i Skovlegepladsernes støtteforening på Fanø

Dato: 7. maj 2024 kl. 19.00 i Fanø Roklub

1. Valg af dirigent og referent. 

Arne Harder valgt som dirigent
Søs Josefsen valgt som referent
Generalforsamlingen er lovligt indkaldt

2. Formandens beretning.

Formandens beretning – Indstilles til godkendelse.
Formandens beretningen er godkendt med håndsoprækning
Formandens beretning er vedlagt.

3. Regnskab – Indstilles til godkendelse

Kasserer Claus Thyssen fremlagde regnskabet, som også er vedhæftet referat.
Regnskabet blev enstemmigt godkendt ved håndsrækning

4. Fastsættelse af kontingent.

Kontingent fastsættes til kr. 100
Der arbejdes på at få et medlemskartotek op at stå, så der sker en automatisk fakturering.
Foreningen har investereret i systemet Foreninglet, hvor medlemskartoteket er indlæst,
men der mangler mange oplysninger på medlemmerne for at kunne kontakte disse.

5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

På valg er:
Ryon Petersen modtager genvalg
Søs Josefsen modtager ikke genvalg
Dennis Elkjær modtager ikke genvalg

Ryon blev genvalgt og Jens Christian Juelsen er valgt til bestyrelsen og overtager
kassererposten efter Søs.

Resten er bestyrelsen er bestående og generalforsamlingen godkender at bestyrelsen fortsætter uden fuldtallige bestyrelse.

Valg af 2 Suppleanter
Karen Gejl modtager genvalg som suppleant for en 1 årig periode
Claus Thyssen valgt som suppleant for en 1 årig periode

6. Revisor og suppleant for denne:

På valg er: Lise Sønnichsen Jensen
Lise Sønnichsen modtager genvalg som revisor.

7. Indkomne forslag, som skriftligt skal være formanden i hænde senest 7 dage før
generalforsamlingen.

2 forslag til vedtægtsændringer, et forslag uden de kommunale legepladser og et forslag
med de kommunale legepladser.

Forslag 2 vedtaget og vedlagt referat

8. Eventuelt

En stor tak for Claus Thyssen for hans store arbejde i bestyrelsen gennem årene. Claus vil heldigvis gerne fortsætte som frivillig.
En stor tak til Dennis og Søs for deres indsats i bestyrelsen.
Dirigenten takkede af for god ro og orden.

Dirigent takkede for god ro og orden.

Generalforsamling 7. maj 2024
Jeg vil indlede med, at der altid er rent og pænt på Skovlegepladsen, men også på legepladserne i Temposkoven og ved Realen. Tak skal I alle have for indsatsen. Ingen nævnt ingen glemt. Legepladserne blive benyttet meget, og der er rigtig mange der støtter Fanø Skovlegeplads` Støtteforening med større eller mindre beløb. Tak skal I alle have for hjælpen. Det er dejligt at pladsen bliver værdsat, og det bliver den. Sommeren 2023 var igen et meget velbesøgt år, så mon ikke vi stadig kan sige, at skovlegepladsen besøges af mere en 75.000 om året. Selv i denne vinter, hvor vi har vand overalt, kommer der mange. Heldigvis kan man gå næsten tørskoet fra Sønderho indgangen, og nu kan man også gå tørskoet til toiletbygningen. På betonvejen er der stadig meget vand. Toiletterne har efter vinterlukning været åbne længe, hvilket vi er blevet rost meget for.

I et par år har vi arbejdet på at få opsat en svævebane. Det gør vi stadig! Projektet venter stadig på en godkendelse, ikke fra Naturstyrelsen eller Miljøstyrelsen, men fra Fanø Kommune. Vi har måtte ændre i designet af svævebanen, da vi ikke kunne for godkendt en svævebane med kåverne som forankring af stålviren. Nu bliver det en 3bens løsning, som illustrerer en redningsaktion fra et strandet skib. Det skal man tænke sig til! Det er en mere almindelig svævebane, som skulle være lettere at få byggetilladelse til. Økonomien er i orden, og svævebanen er bestilt.

Sommerfesten for frivillige og sponsorer blev afholdt d. 18. august. Private, som har givet ere end 500 kr., blev også inviteret. Vi var ca. 45, som nød godt af grillmad m.m. sponsoreret af slagter Christiansen, Super Brugsen, Spar og Let Køb. Vi fik nogle hyggelige timer, og gentager selvfølgelig arrangementet i 2024. Det bliver d. 17. august kl. 17:00. Sæt kryds i kalenderen. Vi vil meget gerne være mange. I kan allerede nu sikre jer en plads ved at indbetale 100kr. til Fanø Sparekasse /Midspk konto 1686 652 05 17977 eller via MobilPay 71485. Husk navn og e-mail. Så bliver I inviteret.

I efteråret afholdt vi "Hygge i Mørket"; i samarbejde med Danibo. Der kom små 200 deltagere, så vi have 2 serveringer. Første hold kl. 18:00 og andet hold kl. 20:00. Bente Villadsen havde lavet gullasch, og der var nok til alle. Også til dem der fik flere serveringer! Så der var gang i den store gryde på grillen. Danibo var vært for forplejningen! Den 4. november gentog vi succesen med yderligere 100 deltagere. Bente Villadsens berømte gullasch fra "Fanø Angus og Merino" var endnu engang et stort trækplaster. Ud over lidt
egenbetaling var Danibo igen sponsor for forplejningen. Vi er blevet opfordret til at gentage succesen i efteråret, både i uge 42 men også i uge 44. Så det gør vi! Ved fælles hjælp havde vi skaffet flere borde og bænke og med levende og kunstige lys, tog Skovlegepladsen sig rigtigt hyggelig ud.

Den af kommunen opsatte "iglo affaldsbeholder" ved parkeringspladsen, har til dels løst pladsens affaldsproblem. Der er dog stadig enkelte der mener, at det er nemmere at bruge affaldssækken i toiletbygningen, hvilket ikke er heldigt. Det giver problemer i spidsbelastningsperioder. Men heldigvis er der frivillige, der klarer det problem også.

Selvom vi har mange trækvogne og trillebøre, er alt ofte i brug. Vi sørger for, at slidte vogne bliver udskiftet.

Skovlegepladsens Støtte Forening har også legepladserne ved Temposkoven og Realen under sine vinger. På grund af råd, blev ruchebanen og legetårnet ved Realen nedtaget. Fanø Kommune har bedt Støtteforeningen om at være behjælpelig med at få retableret legepladsen. Det lykkedes støtteforeningen at indsamle ca. 400.000 kr. til projektet, som ændrede karakter i forhold til det af støtteforeningen fremlagte projekt. Fanø Kommune ønskede en arkitekt på projektet, og det endte med et flot projekt udfærdiget af arkitekt Helene Plet. Et projekt til budgetmæssigt ca. 4.5 mio., som vil give området ved Realen et gevaldigt løft, til glæde for både børn og voksne. Støtteforeningen havde lovet at støtte projektet med et anseeligt beløb. Men da støtteforeningens største donor ikke ønskede at støtte projektet, måtte støtteforeningen reducere støtten til projektet væsentligt. Støtteforeningen har afsat midler til støtte af legepladsen i Temposkoven, som også trænger til en opgradering.

Begge legepladser i Nordby bliver flittigt brugt af de mindste, men også af voksne, som kan nyde en forfriskning ved picnicbordene.

Tak til alle som har været involveret. Det har været en fornøjelse at samarbejde med jer.

Ove Gejl. Fmd.

Vedtægter vedtaget 7. maj 2024:

Vedtægter for Fanø Skovlegeplads´ Støtteforening
1. Foreningens navn er Fanø Skovlegeplads´ Støtteforening

2. Foreningens formål er:
- at arbejde for at fastholde og sikre en høj standard på skovlegepladsen, Landevejen 107, Nørby (Fanø Skovlegeplads), samt de kommunale legepladser på Fanø, til glæde for såvel lokale som turister.
- at arbejde på at gøre legepladserne på Fanø tilgængelig for flest mulige.
- at sikre at indsamlede og sponsorerede midler alene går til drift, vedligeholdelse og nye aktiviteter på de respektive pladser hvor til midlerne er indsamlet.

3. Som medlem kan optages alle, der ønsker at støtte foreningens drift og formål.

4. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år i maj måned.

På generalforsamlingen vælges en bestyrelse, som består af op til 6 personer valgt for 2 år blandt støtteforeningens medlemmer. 3 i lige år og 3 i ulige år.
Derudover udpeges et medlem af grundejerforeningerne i sommerhusområderne på Fanø.
Desuden vælges for 1 år ad gangen 2 suppleanter, 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
Alle de valgte skal være myndige.
Bestyrelsen konstituerer sig selv og fastsætter selv forretningsorden.
Der kan nedsættes arbejdsgrupper.
Formanden tegner sammen med 1 bestyrelsesmedlem foreningen.
Kassereren udbetaler evt. udestående. Hvis det er mere end 5.000 kr. kræves
godkendelse af formanden.
Naturstyrelsen, som ejer arealet hvor Fanø Skovlegeplads er placeret, og som
foreningen samarbejder med, har ret til en observatør i bestyrelsen, der deltager
uden stemmeret.

5. Bestyrelsen indkalder til ordinær generalforsamling ved annoncering med mindst 14 dages varsel i Fanø Ugeblad. Generalforsamlingen afholdes i maj.
Dagsorden skal indeholde:
Valg af dirigent og referent.
Formandens beretning. – Indstilles til godkendelse.
Regnskab – Indstilles til godkendelse.
Fastsættelse af kontingent.
Valg af bestyrelsesmedlemmer.
Valg af 2 suppleanter, revisor og revisorsuppleant.
Indkomne forslag, som skal skriftligt være formanden i hænde senest 7 dage før
generalforsamlingen.
Eventuelt. Her kan intet vedtages.

6. Foreningen kan efter aftale med ejeren af legepladsen opsætte indsamlingsbøsser på legepladsen, med information om hvad indkomne midler bruges til.
Foreningen forestår tømning af indsamlingsbøsser, bankforretninger m.v.
Foreningen kan foreslå ændringer og forbedringer på legepladserne og kan efter aftale med ejerne søge sponsoratstøtte til disse forslag.
Indsamlede midler må kun anvendes til legepladsernes drift og vedligeholdelse efter aftale med ejerne.
Foreningen kan indgå en skriftlig aftale med ejeren, som bl.a. udstikker de retningslinjer, der er for arbejdet på og omkring den pågældende legeplads.

7. Foreningen kan nedlægges, hvis 2/3 af samtlige medlemmer ønsker dette. Er 2/3 af medlemmerne ikke til stede ved generalforsamlingen, kan bestyrelsen inden 30 dage indkalde til en ny generalforsamling, hvor nedlæggelsen kan ske, hvis 2/3 af de fremmødte ønsker det. Foreningens midler skal i så fald tilfalde den eller de foreninger, som den afgående bestyrelse finder egnet. Eventuelt gæld er bestyrelsen og ejeren af Fanø Skovlegeplads uvedkommende.

Godkendt på generalforsamling i Fanø Skovlegeplads´ Støtteforening d. 7. maj 2024.

Generalforsamling i Skovlegepladsernes støtteforening på Fanø

Dato: 23. maj 2023 kl. 19.00 i Fanø Roklub

Antal fremmødte: 9 inkl. bestyrelsen.

1. Valg af dirigent: Arne Harder blev enstemmigt valg
Valg af referent: Karen Gejl blev enstemmigt valgt

Dirigenten har en forespørgsel om ændring af dagsorden, således at punkt 4 (Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, revisor og revisorsuppleant) og 5 (Indkomne forslag) byttes om.
Det godkendtes af generalforsamlingen.

2. Formandens beretning.

Formanden aflagde følgende beretning:
Generalforsamling 23. maj 2023
Jeg har tidligere sagt, at det har været en fornøjelse at være formand for en forening, hvor bestyrelsesmedlemmerne og andre aktive personer sørger for, at det altid er en fornøjelse at komme på skovlegepladsen. Det vil jeg gentage i år. Der bliver også sørget for vedligeholdelse af grillpladser og forskellige aktiviteter. Her er altid rent og pænt. Tak skal I alle have for indsatsen.
Der er også rigtig mange der støtter skovlegepladsen økonomisk med større eller mindre beløb. Tak skal I alle have for hjælpen. Det er dejligt at pladsen bliver værdsat, og det bliver den. Skønsmæssigt besøges pladsen af mere en 75.000 om året. Selv om vinteren kommer mange. Derfor besluttede bestyrelsen, efter aftale med Naturstyrelsen, at holde toiletterne åbne i frostfrie perioder. Vi overtog ansvaret for hvornår, det var forsvarligt at holde toiletbygningen åben. Magnus blev hyret til rengøring 1 gang om ugen, og bestyrelsesmedlemmer holdt også opsyn. Det har vi fået megen ros for, men for at være på den sikre side, lukkede vi, da der var udsigt til frost. I et par år har vi arbejdet på at få opsat en svævebane. Det gør vi stadig! Projektet venter stadig på en godkendelse fra Naturstyrelsen, og nu også Miljøstyrelsen, som har fået overdraget sagen, da
legepladsområdet skal skrives ud af Natura 200 området. Når det er gjort, bliver det, efter hvad Naturstyrelsen siger, nemmere at få tilladelser til ændringer. Vi håber det snart sker. Foreløbigt har vi fået støtte fra Nykredit Fonden og Norlys Fonden med hver 100.000 kr. Danibo har også støttet med 10.000 plus støttet meget andet på Skovlegepladsen med større beløb. Mere end 20.000 kr Jeg fristes til at sige, som sædvanlig.

Sommerfesten for frivillige og sponsorer blev afholdt d. 18. august. Private, som har givet mere end 500 kr., bliver også inviteret. Vi var ca. 45, som nød godt af grillmad m.m. sponsoreret af slagter Christiansen, Super Brugsen, Spar og Let Køb. Vi fik nogle hyggelige timer, og gentager selvfølgelig arrangementet i 2023. Det bliver d. 17. august kl. 17:00. I kan allerede nu sikre jer en plads ved indbetaling til Fanø Sparekasse konto nr. 9684 652 05 17977 eller via MobilePay: 71485 

I efteråret afholdt vi Lys i Mørket. Vi begyndte allerede i efterårsferien, hvor sommerhusudlejningsfirmaerne havde mulighed for at invitere deres lejere til gratis chili con carne, som Lissen havde tilberedt. Der kom små 200 deltagere de 2 aftener. Danibo var vært for forplejningen! Den 4. november gentog vi succesen med yderligere 100 deltagere. Denne gang med Bent Villadsens berømte gullasch fra Fanø Angus og Merino. Ud over lidt egenbetaling var Danibo igen sponsor for forplejningen. Vi er blevet opfordret til at gentage succesen i efteråret. Så mon ikke vi gør det! Ved fælles hjælp havde vi skaffet flere borde og bænke og med levende og kunstige lys, tog Skovlegepladsen sig rigtigt hyggelig ud.

Kommunen opsatte sidste år en større iglo affaldsbeholder i sted for beholderne med affaldssække. Det er en klar forbedring, og vi er opmærksomme på, at den også skal tømmes oftere, når der er mange gæster, hvilket der jo er i ferieperioderne. Men Fanø Kommune er meget hjælpsomme med at få videreformidlet behovet til vognmanden. Vi har stadig lidt problemer med affaldsbeholderen i toiletbygningen. Den bliver benyttet til andet affald, end hvad den er beregnet til, og det er tilsyneladende for langt for nogen at gå helt op til parkeringspladsen med deres affald. Det giver problemer i spidsbelastningsperioder. Fuglene havde også opdaget, at der var noget spiseligt i affaldssækken. De mente at det var lettere at sortere, hvis de tog det hele ud på græsset ved toiletbygningen. Det har Ryon heldigvis sat en stopper for ved at montere et låg på affaldsstativet.


Selvom vi har mange trækvogne og trillebøre, er alt ofte i brug. Nu har vi udvidet med yderligere et par stykker af hver slags, så mon ikke vi klarer os i sommer. Ellers klarer vi også det problem.

Skovlegepladsens Støtte Forening har også legepladserne ved Temposkoven og Realen under sine vinger. På grund af råd, blev ruchebanen og legetårnet ved Realen nedtaget. Fanø Kommune har bedt Støtteforeningen om at være behjælpelig med at få retableret legepladsen. Vi er i gang med at samle midler til dette arbejde. Fanø Kommune vil omlægge området, så det bliver lettere at holde og mere attraktivt at benytte. Fra flere sider har vi hørt, at legemulighederne for mindre børn er meget savnet, så vi håber at området igen bliver anvendeligt i løbet af kort tid! Vi håber også, at lejerne i nabobygningen vil benytte området, og måske endda være med til at holde det pænt og gøre det hyggeligt.

Legepladserne får også besøg af en børnehave i Esbjerg, som holder meget af at komme på
pladserne, hvor der er ro, og de små trygt kan lege i naturlige omgivelser. Legepladsen i Temposkoven bliver brugt flittigt. Efter hærværk på flyvemaskinen og kassen med legetøj er begge dele renoveret og gjort anvendelige igen. Men det var dyrt, så vi håber meget, at det ikke gentager sig. 

Tak til alle som har været involveret. Det har været en fornøjelse at samarbejde med jer.

Beretningen blev enstemmigt godkendt.

3. Regnskabet gennemgået ved formanden i kassererens fravær.
Nedslagspunkter: Kontingentindtægt er faldet, men det kan skyldes, at en del er gået ind under Støttebeløb fra sponsorer, idet denne post er steget med godt 13.000 kr.

Indtægter i alt: 68.628,22 kr.
Udgifter i alt: 19.246,25 kr.
Årsresultat: 49.381,25 kr. ved udgangen af regnskabsåret 31/12-2022
Under aktiver
Omstætningsaktiver i alt: 281.441,14 kr.
Passiver i alt: 281.441,14 kr.
Balance/afstemt 0,00 kr.

Regnskabet blev enstemmigt godkendt

4. Indkomne forslag
Der stilles forslag om vedtægtsændring. Ove Gejl og Claus Thyssen fra bestyrelsen har afholdt et møde med Søren Rask fra Skov og naturstyrelsen vedr. ønskede ændringer af nuværende vedtægter, således at vedtægterne inkluderer legepladsen ved Realen samt legepladsen i Temposkoven.

Derudover ønskes en udvidelse af bestyrelsen med 2 personer, således at bestyrelsen kan bestå af max 6 personer i stedet for nuværende max 4 personer.

Vedtægtsændringerne godkendes.

Det blev drøftet, at bestyrelsen skal beslutte hvordan indsamlede penge, der ikke er indsamlet til et specifikt projekt, kan/må bruges. Emnet tages op på næste bestyrelsesmøde. Penge indsamlet specifikt til navngivne projekter skal naturligvis dokumenteres brugt specifikt til det indsamlede formål.

5. Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer
På valg er - Ove Gejl, modtager genvalg
- Helge Kjærgaard, modtager genvalg
- Dennis Elkjær
- Mads Strandgaard Jensen
Alle 4 opstillede vælges til bestyrelsen.
Valg af 2 suppleanter:
På valg er: - Claus Thyssen, modtager genvalg
- Søs Josefsen
Begge opstillede vælges til suppleantposten
Valg af revisor: - Lise Sønnichsen Jensen, modtager genvalg
Valg af Revisorsuppleant: - Arne Harder, modtager genvalg

6. Evt.
Ove Gejl fremlægger tegningsforslag til nye legeredskaber til legepladsen ved Realen. Ove har indhentet tilbud fra Kompan. Der drøftes andre firmaer der eventuelt kan hentes tilbud fra
(Maxplay, Planleg, Plan-B, Leg-med).
Arne Harder minder bestyrelsen om at have opmærksomhed på, om tilbud gives med eller uden moms.

Bestyrelsen nedsætter et legepladsudvalg der indhenter forskellige tilbud, som senere præsenteres for hele bestyrelsen. Udvalget består af Ove Gejl, Søs Josefsen, Mads S. Jensen, Dennis Elkjær.
Helge Kjærgaard spørger til hvor rengøringsholdene kan finde toiletpapir osv. nu hvor der ikke længere er adgang til Plantørboligen. Ove vil lave en aftale med Søren Rask. Helge foreslår at der opsættes et skab ved toiletbygningen, hvor der kan opbevares toiletpapir, således det er let tilgængeligt for rengøringsfolkene. Ryon kigger på muligheder, med obs på fugtindtrængning.

Formand og dirigent takker for god ro og orden.

Velkommen til de nye bestyrelsesmedlemmer.

Støtteforeningens generalforsamling 2022/23

Fanø Skovlegeplads Støtteforening afholder:

Ordinær Generalforsamling

Tirsdag d. 23. maj kl. 19:00 i Roklubbens lokaler
Dagsorden i henhold til vedtægter.

Indkomne forslag skal være formanden i hænde 7 dage før generalforsamling.

Bestyrelsen.

Skovlegepladsens sommerfest 2022

Afholdt d. 18. august 2022 i bålhytten.

Fanø Skovplads har gennem mange år samlet de frivillige, der har ydet en indsats for at Skovlegepladsen kan fremstå i så god en form, at turister og lokale finder glæde ved at bruge pladsen. Vi har også inviteret bidragsydere som har doneret et pænt tilskud til støtteforeningen. Normalt har vi godt vejr til arrangementet, og vejret er da også med os i år. Ved sommerfesten kan vi gøre status over året der gik. Pladserne benyttes rigtig meget af både børn og voksne. Vi har et skønnet besøgstal på mere end 70.000 besøgende. Det er mange, og Skovlegepladsen er dermed en væsentlig attraktion for såvel turister som lokale. 

Vi vil gerne takke de lokale håndværkere og entreprenører, som altid rykker ud, når vi har behov for hjælp. Især vil vi gerne takke de personer der holder pladsen ren, og sørger for at melde ind, hvis der er problemer af den ene eller anden art. Derfor fremstår pladsen altid indbydende for turister og lokale til såvel leg som hygge ved bordene.

Med det store besøgstal, har vi dog haft lidt problemer med affaldshåndteringen, da affaldsbeholderen i toiletbygningen har været overfyldt flere gange. Yderligere har igloen ved parkeringspladsen også været proppet helt til. Vi har haft en god dialog med Naturstyrelsen og Fanø kommune om problemet, hvilket har bevirket en øget tømningsfrekvens og hurtig handling når problemet opstår. Tak til Naturstyrelsen og Fanø Kommune for at have taget hånd om problemet.  

Men også en stor tak til Super Brugsen, Letkøb i Rindby, Spar Købmanden og slagter Christiansen, som igen i år har doneret, hvad der skal til for at vi kan få en god fest. John Bosbeck sørger igen i år for at alt bliver veltilberedt, så det smager godt, og han sørger også for fanøkringle til kaffen.  

Uden støtte i form af donationer og frivilligt arbejde, og et godt samarbejde med Naturstyrelsen, har bestyrelsen ikke mulighed for at holde legeredskaberne og pladsen vedlige. Støtteforeningens bestyrelse har med god hjælp fra frivillige udvidet ansvarsområdet, da vi nu holder et vågent øje med legepladserne ved Realen og i Temposkoven, som begge bliver brugt meget af lokale, turister og dagplejen. Kommunen sørger for vedligehold af pladserne, og frivillige melder ind til støtteforeningen hvis der er problemer, som nogen skal tage sig af. Det er vi er meget glade for.

Skovlegepladsen har en pæn stor støtteforening. Tak til alle jer der har doneret større eller mindre beløb. Der er også mange udlændinge der støtter pladsen med pæne beløb. F.eks. har en tysker doneret 10.000 kr., som Danibo rundede op med yderligere 10.000. Yderligere har såvel Danibo som Esmark doneret trækvogne til pladsen. Tak for alle donationer. Facebook og hjemmesiden bliver også brugt meget, og forvaltes af Karen Gejl og Jørgen Friis. Stor tak for det.

Vi satser på at få en svævebane klar inden sommeren 2023. Det har Naturstyrelsen givet grønt lys for. I den forbindelse bliver kongespillet og ringspillet flyttet op til de andre spil, og får dermed en tiltrængt opgradering, og svævebanen bliver placeret hvor de to spil er i dag.  

Nykredit Fonden har doneret 100.000 kr. til svævebanen, med krav om at den skal op inden sommerferien 2023!

Medlemskab eller donationer kan indbetales til konto nr. 9684 652 05 17977 eller MobilePay 27 41 28 22

På bestyrelsens vegne

Ove Gejl Christensen

Generalforsamling i Fanø Skovlegeplads’ Støtteforening 2021/22

Tirsdag den 24. maj kl. 19.00 i lokalerne ved Fanø Roklub

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent og referent
    - Jørgen Toft blev enstemmigt valgt som dirigent
    - Karen Gejl Friis blev enstemmigt valgt som referent
    Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt
     
  2. Formandens beretning
    - Formanden aflagde sin beretning, som efterfølgende blev godkendt af generalforsamlingen.
     
  3. Regnskab og fastsættelse af kontingent
    - Kassereren fremlagde regnskabet
    - Formuen var på 232.000 kr. Foreningen er dermed istand til at igangsætte ”projekt svævebane”.
    - Der ses en øget MobilePay-indbetaling, hvilket kan skyldes at vi er mere synlige på facebook.
    - Der er brugt 29.000 kr. på vedligeholdelse etc.
    - Regnskabet er revideret 28.4.22 af revisor Lise Sønnichsen
    - Regnskabet blev godkendt.
    - Fastsættelse af kontingent: Kontingentet fastholdes på 100 kr.
  4. Valg til bestyrelsen
    - På valg var Claus Thyssen, som ikke ønskede genvalg og Ryon Petersen, som modtog genvalg.
    - Der var nyvalg til Jørgen Toft. Ryon og Jørgen blev valgt for en 2-årig periode.
     
  5. Valg af suppleanter: Claus Thyssen og Peter Meinertz blev valgt. Begge valgt for 1 år.
     
  6. Valg af revisor: På valg er Lise Sønnichsen, som modtog genvalg. Valgt for 1 år.
    Valg af revisor-suppleant: Arne Harder. Valgt for 1 år.
     
  7. Indkomne forslag: Bestyrelsen har ikke modtaget forslag
     
  8. Evt.
    - Muligheden for at adskille økonomien fra Skovlegepladsen og de små naturlegepladser ved Realen og Temposkoven blev drøftet. Bestyrelsen opfordres til at undersøge det nærmere.
    - Legetårnet på Realens legeplads er helt slidt ned. Der kan ikke længere repareres på det, og det er i en stand, der efterhånden er uansvarlig. Formanden tager kontakt til Teknik og Miljø, da legepladsen er kommunens.
    Hvis Fanø kommune ikke kan finde økonomi til opsætning af nyt tårn (ca. 75.000 kr.) kan det i
    bestyrelsen overvejes, om der skal laves en særskilt indsamling.
    - En aktivitet på skovlegepladsen, som midlertidigt er lukket, bliver lavet i løbet af den kommende uge, hvor der opsættes hegn, der gerne skal sikre, at metalklodsen ikke kan svinge ud over siden.
    - Igangsætning af svævebanen drøftedes og Ryon kontakter Kim.
    - Det foreslås at den årlige sommerfest ligger samme tidspunkt hvert år, altså f.eks. torsdag i 3. uge i august, så de turister der bidrager med store beløb, og som inviteres til at deltage,  har mulighed for at planlægge deres ophold på Fanø efter dette.

Dirigenten afslutter, og konstaterer at generalforsamlingen er afviklet i god ro og orden.

Efterfølgende var der hyggeligt samvær med smørrebrød med dertil hørende drikkelse.

Formandens beretning:

På grund af corona afholdt støtteforeningen generalforsamling d. 27. maj 2021 i grillhytten.

Der skete en del udskiftning i bestyrelsen. Kristine Kaas meddelte dagen før generalforsamlingen, at hun ikke kunne deltage og ikke ønskede genvalg, yderligere ønskede Knud Ingvardsen og Søren Kaas heller ikke genvalg. Heldigvis var der 2 fra bestyrelsen tilbage, som gerne ville modtog genvalg. Nemlig Ryon og Claus. Begge er u-undværlige, når der skal laves noget arbejde af den ene eller anden slags på Skovlegepladsen.

Claus sørger for at toiletterne normalt ser pæne ud, og Ryon sørger for det mere praktiske, hvor det er godt at have håndværksmæssig snilde.

Heldigvis havde Claus og jeg nogle golfvenner, Helge Kærgård og Jørgen Toft, der ville overtage de ledige pladser. Helge Kærgård og Ove Gejl, blev valgt til bestyrelsen, og Jørgen Toft blev valgt som suppleant. Der skulle vælges 2 suppleanter, men der var kun en kandidat, Jørgen Toft, så der er stadig en plads ledig.

Konstituering: Ove blev formand og Claus er fortsat kasserer. Helge Kærgaard har påtaget sig kontakten til ”serviceholdene”, som sikrer at pladsen altid er pæn og ren. Og det er den. Tak for indsatsen. Pladsen får megen ros for renholdelsesniveauet.

Serviceholdene består af Lene og Mogens Beck samt Lisbeth og Jørgen Toft, som, så vidt jeg ved, med god hjælp af Stefan Hald Andersen og Peter Willumsen holder pladsen ren og pæn, og melder ind hvis der er noget der trænger til eftersyn. Men der er også andre, som samler op, når de er på pladsen. F.eks. Marineforeningens cykelhold.

Men også lokale brugere, samler op når de besøger pladsen. Det er en uvurderlig hjælp, som gør at pladsen altid er indbydende, og får rigtig megen ros fra nær og fjern.

Kommunen har opsat en større affaldscontainer. Det har vi kæmpet for i nogle år. Vi har problemer med overfyldt affaldsspand i toiletbygningen. Vi håber gæsterne har opdaget den nye affaldsbeholder ved parkeringspladsen. Det vil hjælpe meget.

Der har været utroligt mange mennesker i skolernes sommerferie, men også udenfor den danske feriesæson, hvilket jo er dejligt. Naturstyrelsen har opsat tællere ved begge indgange, og skønsmæssig har der været 70.000 besøgende i 2021.

Ud over 2 nye trækvogne doneret af Danibo og 3 trillebøre doneret af Esmark, hvoraf den ene desværre er blevet ”bortført”, er der ikke været investeret i nye aktiviteter. Vi har indsendt ansøgning til Naturstyrelsen om en svævebane, som vi forventede kunne opstilles inden sommerferien 2022, men efter aftale med Naturstyrelsen, er ansøgningen trukket tilbage, da placeringen var uden for Skovlegepladsens område, og dermed besværliggjorde ansøgningsproceduren: Det er nu besluttet at placere svævebanen indenfor Skovlegepladsens område, hvilket betyder, at der ikke skulle søges om tilladelse hos andre end Naturstyrelsen. Svævebanen opsættes efter aftale med Naturstyrelsen i foråret 2023.

Vi har forsøgt at puste nyt liv i Støtteforeningen. Vi er mere aktive på facebook og hjemmesiden. Der er etableret en medlemsliste, så vi kan udsende informationer og opkræve kontingent, hvilket har bevirket at der er firmaer på Fanø der har oprettet en sponsoraftale med Støtteforeningen og der er medlemmer som har indbetalt beløb væsentligt over det almindelige medlemskontingent på 100 kr.

Tak til alle jer for den indsats I alle har ydet. Det gør det muligt at drive Skovlegepladsen og at holde et vågent øje med legepladserne i Temposkoven og ved Realen. De 2 legepladser bliver brugt rigtig meget af store og små samt ikke mindst af dagplejemødrene.

En stor tak skal også lyde til Brugsen, Let køb, Spar og Slagter Christiansen, som donerede hvad der fortæret til sommerfesten d.24.august 2021, hvor vi var ca. 40 deltagere.

Sommerfesten i 2022 bliver d. 18. august kl. 17.00 i grillhytten.

Tak for indsatsen i året der er gået. Det har været en fornøjelse at have med noget at gøre, der bliver rost så meget som skovlegepladsen bliver.

Ove Gejl

Skovlegepladsen Sommerfest og beretning for 2020.

Støtteforeningen har afholdt generalforsamling d. 27. maj 2021 i bålhytten.

Der skete en del udskiftning i bestyrelsen. Kristine Kaas meddelte dagen før generalforsamlingen, at hun ikke kunne deltage og ikke ønskede genvalg. Knud Ingvardsen og Søren Kaas ønskede heller ikke genvalg Heldigvis var der 2 fra bestyrelsen tilbage som gerne ville modtog genvalg. Nemlig Ryon og Claus. Begge er undværlige når der skal leves noget arbejde af den ene eller anden slags på Skovlegepladsen.  

Heldigvis havde Claus og jeg nogle golfvenner, Helge Kærgård og Jørgen Toft, der ville påtage sig opgaven. Nyvalgte til bestyrelsen blev Helge Kærgård og Ove Gejl. Ove har været suppleant i den gamle bestyrelse i 8 år. Jørgen Toft blev nyvalgt som suppleant. Der skulle vælges 2 suppleanter, men der var kun en kandidat, så der er en plads ledig.

Konstituering:  Ove blev formand og Claus er fortsat kasserer

Der er også sket udskiftning på ”snup op holdene”. Eva og Kaj Mathiesen kunne, efter jeg ved ikke hvor mange år, ikke påtage sig opgaven mere. Eva og Kaj har sammen med Inge og Gorm været med fra begyndelsen og var den solide gruppe i mange år.

Men heldigvis er der nye aktører. Lene og Mogens Beck samt Lisbeth og Jørgen Toft som, så vidt jeg ved, med god hjælp af Stefan Hald og Peter Willumsen holder pladsen ren og pæn, og melder ind hvis der er noget der trænger til eftersyn.

Derudover er der også lokale brugere, som ikke undlader at samle op, hvis der ligger noget uønsket. Tak skal I alle have. Det er en uvurderlig hjælp, som gør at pladsen altid er indbydende, og får rigtig megen ros fra nær og fjern.

Naturstyrelsen har udbedret betonvejen og støtteforeningen har sørget for at parkeringspladsen er blevet forbedret. Kommunen har opsat en større affaldscontainer op. Det har vi kæmpet for i nogle år. Vi har haft problemer med overfyldt affaldsspand i toiletbygningen. Men der har også været utroligt mange mennesker i skolernes sommerferie, hvilket jo er dejligt. Desværre bliver affaldsspanden brugt til meget andet, end lige netop det den er beregnet til.

Vi har siden sidste sommerfest etableret en sansesti, som også bliver brugt rigtig meget. Ellers er der ikke sket de store ting ud over almindelig vedligeholdelse. Vi har indsendt ansøgning om en svævebane, som vi forventer kan opstilles inden sommerferien 2022.

Vi vil gerne puste nyt liv i Støtteforeningen. Der er ikke nogen medlemsliste, så vi har ikke kunne sende en påmindelse om kontingent betaling ud.  Det vil vi gerne rette op på, så her på bordet ligger en liste. interesserede kan skrive sig på. Kontingentet er 50 kr. eller hvad man nu mener man har lyst til at donere.

Tak til alle jer for den indsats I alle har ydet. Det gør det muligt at drive Skovlegepladsen, legepladserne i Temposkoven og ved Realen.  De 2 legepladser bliver brugt rigtig meget af store og små samt ikke mindst af dagplejemødrene.

En stor tak skal også lyde til Brugsen, Let køb, Spar og Slagter Christiansen, som har doneret hvad der fortæres og drikkes i dag.

John Bosbeck står for grillen og har mikset salaten samt ikke mindst bagt Fanø kringlen.  Velbekomme 

Fanø Skovlegeplads Støtteforening – Referat og Årsberetning 2019/20

1) Valg af dirigent og referent.

Ove blev valgt som dirigent. Dagsorden er godkendt. Generalforsamlingen er indkaldt rettidigt. Kristine blev valgt til referent. 

2) Formandens beretning.

Året startede vanen tro med generalforsamling. Denne gang d. 21. Maj 2019 i Roklubbens hyggelige lokaler. Claus Thyssen og Ryon Petersen er på valg. Begge ønsker genvalg og blev valgt. Ove Gejl og Søren Kaas var på valg som suppleanter. Begge modtog ligeledes genvalg og blev valgt. Lise Sønnichsen Jensen modtog genvalg og ligeledes modtog Kai Mathisen genvalg som revisorsuppleant. Maja Gram fortsatte som repræsentant for Grundejerforeningerne.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Kristine som formand og Claus som kasserer. 

I 2019 brugte vi en del tid og penge på legepladsen ved Realen inde midt i Nordby. Legestativet blev opdateret med nyt tømmer, en slibning, nye gynger og et nyt kravlenet, de gamle vippe-dyr er blevet fjernet og der er kommet en ny flot vippe. Herudover et legehus og et borbænke sæt til børnene. Sandkasserne er blevet opdateret med nyt flot tømmer. Kim ”Monkey Madsen” har lavet en flot ”kravle-guitar” som ligeledes er blevet installeret ved Realen. Alt i alt ser det efterhånden ret godt ud på denne legeplads også og vi får mange tilkendegivelser fra fastboende og gæster som er glade for denne lille oase. 

Vores aftale med Ridelauget på Fanø, om at etablere en pausefold nord for parkeringspladsen ved indgangen til legepladsen er desværre stadig ikke realiseret. 

Igen i år fik vi stor og grundig hjælp af vores rengøringshold, som trofast holder pladsen ren for affald og melder ind, hvis der er noget der mangler eller er gået i stykker. I år har vi, ud over vores trofaste ægtepar, fået to nye herrer til at holde øje.

Vi takkede de frivillige ved den årlige sommerfest, hvor vi igen i år også havde indbudt de gavmilde sponsorer med familie. Både Brugsen, Rindby Supermarked, Slagter Christiansen og Super Spar var med til at sponsorere maden. Tak for mad og hyggeligt samvær.

Der er kommet godt skub i indbetalingerne via Mobilepay men det kniber lidt med de faste indbetalinger som vi fik via de gamle girokort. Vi arbejder på mere information omkring vores arbejde i Fanø Ugeblad og Fanø Posten. 

I 2020 vil vi først og fremmest have fokus på at vejen ud til skovlegepladsen bliver udbedret. Herudover har det været et ønske i mange år at p-pladsen bliver udbedret. Det ser ud til at begge ting lader sig gøre i 2020. Vi har dog meget fokus på hastigheden i forhold til udbering af vejen og derfor kan det godt være at Støtteforeningen byder ind med en midlertidig løsning. 

På pladsen vil vi have fokus på rens og olie til figurerne og vi håber at komme i hus med svævebanen i år. 

Vi har længe været i dialog med Fanø Kommune om mere og bedre sortering af affald. Vi håber at også dette falder på plads i 2020. 

Der er pt. ved at blive kørt mere flis ud og Naturstyrelsen har i samarbejde med Ryon og Team fokus på udskiftning af tømmer i grillhytten, samt opdatering af en grill plads udenfor.

Herudover er der naturligvis fokus på renlighed og almindelig vedligehold på pladsen som vanligt.

Med ønsket om endnu et dejligt år fuldt af hygge og leg afslutter jeg hermed årsberetningen. 

På vegne af bestyrelsen i Skovlegepladsens Støtteforening

Kristine Kaas Krog

Formand

 

Beretningen er godkendt. 

 

3) Regnskab og fastsættelse af kontingent.

Det ser pænt ud med indbetalinger. Det er dog overvejende fra stor sponsorer, herunder ca. 22.000 kr fra Lautrup vine. Kontingent indbetalingerne er gået helt i stå. Der er indsamlet knap 13.000 i kontanter på pladsen og ca. 9.500 kr. Via mobilepay. Man kan dermed konkludere at en del af kontingenterne er flyttet til MobilePay, men ikke nok i forhold til tidligere år. Der har været brugt godt og vel 97.000 kr. Til almineligt vedligehold, herunder nyt tag på toiletbytningen og nye grillriste, men særligt omkostinger til legepladsen ved Realen indgår i dette beløb. Vi har dermed et mindre underskud på ca 9.200 kr, men bestyrelsen understreger at det var planlagt at bruge af foreningens formue i år, netop til udbedring af legepladsen ved Realen. 

 

4) Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, revisor og suppleant for denne.

Kristine Kaas Krog og Knud Ingvardsen er på valg – begge ønsker genvalg. Begge blev valg. 

Ove Gejl og Søren Kaas var på valg som suppleanter begge modtog genvalg og blev valgt. 

Lise Sønnichsen Jensen modtog genvalg som revisor og blev valgt og ligeledes modtog Kai Mathisen genvalg som revisorsuppleant. 

 

5) Indkomne forslag, som skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.

Der var ikke modtaget forslag

 

6) Eventuelt. Her kan ikke foretages afstemninger.

Der var ikke noget til evt. 

Generalforsamlingen blev hermed afsluttet. 

 

Efterfølgende konstituering

Som valgt på Generalforsamlingen i maj 2020 og efterfølgende konstitueret:

Kristine Kaas Krog (Formand)

Claus Thyssen (Kasserer)

Ryon Petersen (Medlem)

Knud Ingvardsen (Medlem)

Maja Gram (repræsentant for grunderejerforeningerne i sommerhusområderne)

Søren Kaas (Suppleant)

Ove Gejl (Suppleant)

Lise Sønnichsen Jensen (Revisor)

Fanø Skovlegeplads Støtteforening – Referat og Årsberetning 2018/2019

1) Valg af dirigent og referent.

Ove blev valgt som dirigent. Dagsorden er godkendt. Generalforsamlingen er indkaldt rettidigt. 

Kristine blev valgt til referent. 

2) Formandens beretning.

Året startede vanen tro med generalforsamling. Denne gang d. 24. Maj 2018 i Roklubbens hyggelige lokaler. Kristine Kaas Krog og Knud Ingvardsen var på valg og begge modtog genvalg og blev valgt. Ove Gejl og Søren Kaas var på valg som suppleanter og modtog genvalg og blev valgt. Lise Sønnicksen Jensen modtog genvalg som revisor og blev valgt og ligeledes modtog Kai Mathisen genvalg som revisorsuppleant. Maja Gram fortsatte som repræsentant for Grundejerforeningerne.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Kristine som formand og Claus som kasserer. 

Bestyrelsen har med hjælp fra frivillig arkitekt arbejdet med tegninger til en legeborg i Sheerwood skoven. Vi har fået lavet nogle flotte tegninger og har fået taget priser hjem, men valgte ikke at realisere projektet i 2018, da budgettet blev på omkring 300.000 kr. og da tiden hos både Kim i skoven samt hos Ryon og team er knap og arbejdet med en sådan borg bliver enormt. 

Der er således ikke blevet bygget de store nye ting på hverken skovlegepladsen eller i Tempo-skoven. Der er blevet udført nødvendigt vedligehold, herunder omfattende udskiftninger på Monkey-banen på Skovlegepladsen og der er kommet ny sandkasse og legetøjs-kasse i Tempo-skoven. 

Vi har også aftalt i bestyrelsen at vi vil bruge lidt tid og penge på legepladsen ved Realen og her vil vi indtil videre opdateret legestativet nyt kravlenet, de gamle vippe-dyr bliver fjernet og der vil blie lappet på rutsjebanen. Kim arbejder i øjeblikket på en ”kravle-guitar” som skal installeres ved Realen, men først udlånes til Fanø Vesterland som ”lege installation”. 

Vi har pt. gang i gennemgang af toiletbygningen, der er blevet slebet borde i grillhytten og der er nye grill-riste på vej inden den helt store højsæson. 

Vi har aftalt med Ridelauget på Fanø, at der etableres en pausefold nord for parkeringspladsen ved indgangen til legepladsen. Der desværre ikke blevet anlagt endnu, men vi opgiver ikke planerne. Vi havde planer om at opsætte en figur af Kronprinsens familie – Det vil være en god mulighed for at få endnu en figur af Julius og Vitalja og samtidig fejre Kronprinsens 50 års fødselsdag – men Kongehuset frabad sig yderst venligt at vi gjorde denne gestus.

Igen i år fik vi stor og grundig hjælp af vores rengøringshold, som trofast holder pladsen ren for affald og melder ind, hvis der er noget der mangler eller er gået i stykker. I år har vi, ud over vores trofaste ægtepar, fået to nye herrer til at holde øje. De har fået et par kasketter, som de nyder at tage på, når de er på opfølgnings-tur.  

Vi takkede de frivillige ved den årlige sommerfest, hvor vi igen i år også havde indbudt de gavmilde sponsorer med familie. Både Brugsen, Rindby Supermarked og Super Spar var med til at sponsorere maden. Tak for mad og hyggeligt samvær. 

Der er kommet godt skub i indbetalingerne via Mobilepay og vi har også været heldige at få nogle større donationer fra blandt andet ”Lopperne og Claus Thyssens 80års fødselsdagsindsamling. Vi bliver ved med at have et stykke i Fanø Ugeblad og Fanø Posten af os til, for at gøre opmærksomme på at vi laver aktiviteter for øen og samler penge ind til dette. 

Vi har også haft en ”konkurrence” i gang på Facebook for at skabe opmærksomhed og få gode ideer til nye aktiviteter. VI har fået gode forslag lige fra lejehuse, til vipper, til svævebaner og ”lege-køkken”. Vi skal beslutte på næste bestyrelsesmøde hvilke ting vi sætter i gang i år. 

Med ønsket om endnu et dejligt år fuldt af hygge og leg afslutter jeg hermed årsberetningen. 

På vegne af bestyrelsen i Skovlegepladsens Støtteforening

Kristine Kaas Krog

Formand

 

Beretningen er godkendt. 

 

3) Regnskab og fastsættelse af kontingent.

Det er en tilfreds kasserer der aflægger regnskab også selvom, at der ikke kommer helt så mange penge hjem ved 50 kr indbetalinger. Vi har fået omkring 16.000 kr ind i støttebeløb. Herudover er der kommet gaver for ca 12.000 kr. I indsamlingsbøssen er der indsamlet 12.300 kr. Hertil en renteindtægt på ca 1200 kr. Indtægter i alt beløber sig således til 42.200 kr. 

Vi har brugt 2.900 kr. til vedligehold af pladsen, 3.000 kr. til annoncer og 1.200 kr. til møder. 2.500 kr til en ny aktivitet - Vi har altså haft udgifter for ca. 9.500 kr.

Vi har på denne måde en formue på ca. 246.000 kr. Ved årets udgang. Vi må sige at dette lægger et pres på bestyrelsen for at realisere nogle aktiviteter i 2019 og dermed få nedbragt formuen. 

Regnskabet blev godkendt.

 

4) Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, revisor og suppleant for denne.

Claus Thyssen og Ryon Petersen er på valg – begge ønsker genvalg. Begge blev valg. 

Ove Gejl og Søren Kaas var på valg som suppleanter begge modtog genvalg og blev valgt. 

Lise Sønnicksen Jensen modtog genvalg som revisor og blev valgt og ligeledes modtog Kai Mathisen genvalg som revisorsuppleant. 

 

5) Indkomne forslag, som skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.

Der var ikke modtaget forslag

 

6) Eventuelt. Her kan ikke foretages afstemninger.

Der var ikke noget til evt. 

Generalforsamlingen blev hermed afsluttet. 

 

Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Kristine Kaas Krog som formand og Claus Thyssen som kasserer. 

 

Referat og Årsberetning 2017/2018

1. Valg af dirigent og referent.

Ove Gejl blev valgt som dirigent og Kristine Kaas Krog som referent.

2. Formandens beretning.

Året startede vanen tro med generalforsamling. Denne gang d. 30. Maj 2017 i Roklubbens hyggelige lokaler. Ryon og Claus modtog genvalg og var således valgt for 2 år. Suppleanterne blev genvalgt for 1 år og var Ove Gejl og Søren Kaas. Lise Sønnichsen Jensen modtog genvalg som revisor og Kai Mathiesen blev valgt som ny revisorsuppleant. For grundejerforeningen blev valg Helge Kærgaard, men han blev siden hen afløst af Maja Gram.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Kristine som formand og Claus som kasserer. 

For 2017 havde bestyrelsen planlagt at udskifte de stationære bord- og bænkesæt, der trængte og modernisere toiletbygningen samt renovere cykelstativer og ”p båse til trækvogne”. Det sidste mangler vi stadig og det kigger vi på i 2018. 

Vi fik herudover sat sat et ”Kryds og Bolle-spil” op på Skovlegepladsen samt en kæmpe xylofon - som i folkemunde hedder ”tæsk-o-fonen” - på den lille skovlegeplads i Temposkoven. Vi har ligeledes fået en ”talerstol”, som kan rumme vores eventyr foran eventyrbænken. På denne måde, håber vi at de holder lidt længere (læs: ikke bliver stjålet) Disse tre fine aktiviteter er fremstillet af vores ”skovmand” Kim Madsen i hans fritid. 

Der er blevet gennemført sommerklargøring af pladsen i form af gennemgang af udslidte og dårlige ting.

Som noget helt ekstraordinært besluttede bestyrelsen af sponsorere 10 bord/bænkesæt langs cykelruten til øst i plantagen. Disse er blevet etableret og er nu med til at højne cykeloplevelsen og dermed aktiviteterne på Fanø til glæde for både lokale og gæster.  

Herudover overvejede bestyrelsen at anlægge et balance område i Sheerwood skoven, men dette er sidenhen blevet til en ”Sherwood borg”, som vi ved hjælp af frivillige arkitekter har fået udarbejdet tegninger på. Bestyrelsen arbejder lige nu på tidsplan og budget og forventer at borgen kan igangsættes i løbet af 2018. 

Vi har aftalt med Ridelauget på Fanø, at der etableres en pausefold nord for parkeringspladsen ved indgangen til legepladsen. Pausefolden anlægges af Naturstyrelsen, betales af Støtteforeningen og vedligeholdes af Ridelauget. Den er desværre ikke blevet anlagt endnu, da byggeriet skal et tur forbi Fredningsnævnet.  

Igen i år fik vi stor og grundig hjælp af vores rengøringshold, som trofast holder pladsen ren for affald og melder ind, hvis der er noget der mangler eller er gået i stykker. Det ene ægtepar har takket af og dem har vi takket for lang og tro tjeneste på skovlegepladsen. Vi kigger os om efter et nyt par, der vil hjælpe på pladsen. 

Vi takkede de frivillige ved den årlige sommerfest, hvor vi igen i år også havde indbudt de gavmilde sponsorer med familie. Både Brugsen, Rindby Supermarked og Super Spar var med til at sponsorere maden. Tak for mad og hyggeligt samvær. 

Da kontingent indbetalingerne desværre er faldet markant, har vi bestilt skilte med kontonummer og mobilepay nummer samt en høflig opfordring til indbetaling af støttebeløb. Kasserer og formand har endvidere sat en opfordring i Fanø Ugeblad og endnu en, i en kortere og mere overskuelig form, vil blive indrykket i Fanø Ugeblad og Fanø Posten. Hjemmesiden og Facebook er også blevet optimeret for at få flere til at give et støttebeløb.

Bestyrelsen forventer i det kommende år – ud over igangsættelse af Sherwood borgen - at opsætte en figur af Kronprinsens familie – Det vil være en god mulighed for at få endnu en figur af Julius og Vitalja og samtidig fejre Kronprinsens 50 års fødselsdag. Vi vil herudover i løbet af 2018 lave en gennemgang af grillhytten for medtagende stolper samt evt. rense og påføre olie. 

Bestyrelsen undersøger muligheden for at opsætning af besøgstæller på skovlegepladsen i samarbejde med Naturstyrelsen. Det er både fordi det kan være sjovt at se hvor mange der rent faktisk gæster pladsen hvert år og fordi det gode informationer og have, når man gerne vil søge penge til aktiviteter. 

Med ønsket om endnu et dejligt år fuldt af hygge og leg afslutter jeg hermed årsberetningen. 

På vegne af bestyrelsen i Skovlegepladsens Støtteforening

Kristine Kaas Krog

Formand

Beretningen blev godkedt.

3. Regnskab og fastsættelse af kontingent.

Claus Thyssen fremlagde rengskabet i sin egenskab af Kasserer. Der kan konstateres et stort fald i kontingentindbetalinger men heldigvis en stigning i støttebeløb fra gæster (kontant fra pladsen samt Mobilepay) Der er dog stadig omkring 40.000 kr mindre i årsindtægt end vi er vant til og dette bekymrer bestyrelsen. 

Formand og kassere har forsøgt forskellige tiltag – blandt andet udsendelse af opfordring til indbetaling via grundejerforeningerne, men dette har ikke været nok. Det kan virkelig mærkes at der ikke længere kommer fysisk girokort med rundt sammen med opkrævningen hos grundejerne. Der kom forlag om at genindføre girokort i for eksempel Fanø Ugeblad samt Tjek.

Regnskabet blev godtkendt.

 

4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, revisor og suppleant for denne.

Kristine Kaas Krog og Knud Ingvardsen var på valg og begge modtog genvalg og blev valgt. Ove Gejl og Søren Kaas var på valg som supplenanter og modtog genvalg og blev valgt. Lise Sønnicksen Jensen modtog genvalg som Revisor og blev valgt og ligeledes modtog Kai Mathisen genvalg som revisorsuppleant. 

5. Indkomne forslag, som skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.

Der var ikke modtaget forslag

6. Eventuelt. Her kan ikke foretages afstemninger.

Vi talte om skraldespanden på toilettet, der ofte er meget fyldt. Bestyrelsen vil opsætte en mindre ble-spand og må denne måde ”tvinge” gæsterne til at tage deres affald helt med ud til p-pladsen og de egnede skraldespande. (Kristine køber en spand)

Gril-ristene trænger til udskiftning (Ryon sørger for opmåling og produktion af riste)

Vi skal have indkøbt en ny hånd-tørre til toilettet (Kim sørger for indkøb og installation)

Vi skal have en ny ”nøgle” til askebægeret. 

Vi annoncerer efter et hjælperhold mere på Facebook (Kristine)

Vi så tegninger på den planlagte ”Sherwood borg” – arbejdet afventer møde med Naturstyrelsen.

Vi vil lave p-båse til trækvogne og trillebør – 2018 eller 2019 projekt. 

Sommerfesten blev aftalt til 23/8 2018 kl 17.00

Hermed blev generalforsamlingen afsluttet. 

Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Kristine Kaas Krog som formand og Claus Thyssen som kasserer. 

 

 

 

Fanø Skovlegeplads Støtteforening – Årsberetning 2016/2017

Året startede vanen tro med generalforsamling. Denne gang d. 10. Maj 2016 i Roklubbens hyggelige lokaler. Kristine og Knud modtog genvalg og var således valgt for 2 år. Suppleanterne blev genvalgt for 1 år og var Ove Gejl og Annette Posselt. Lise Sønnichsen Jensen modtog genvalg som revisor og Kai Mathiesen blev valgt som ny revisorsuppleant.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Kristine som formand og Claus som kasserer. I løbet af sommeren fik vi besked om at Jan Dorner var den nye repræsentant for grundejerforeningerne, men efter nogle måneder meddelte han desværre, at han ikke kunne få tid til at deltage. Annette Posselt meddelte også i løbet af efteråret, at hun grundet nyt job, måtte trække sig fra sin suppleantpost.

Det helt store projekt for 2016 var renovering af grillhyttens tag. Det var et kæmpe projekt og bestyrelsen regnede med at budget på omkring 200.000 kr. Det viste sig dog at blive væsentligt billigere på grund af vores velvillige lokale håndværkere og en kæmpe indsats fra Ryon og hans hold samt folkene fra Naturstyrelsen. Alt i alt lød regningerne for arbejde og materialer på 70.000 kr. Det må siges at være billigt for et smukt stråtag! En stor tak skal lyde til alle involverede i arbejdet med taget.

Udover almindeligt vedligehold af trækvognene har vi indkøb 2 helt nye trækvogne og 4 nye murerbør. Vi har udført vedligehold af eksisterede aktiviteter og alle figurerne er blevet renset med algefjerner i efteråret. I 2016 fik Robin Hood også sin Marion i Sheerwood Skoven og vi en smuk ugle, der byder gæsterne velkommen ved indgangen til legepladsen. Begge er udført Julius og Vitalja og sponsoreret af Danibo,

De nye figurer og det smukke tag kan ses på vores hjemmeside – www.fanoeskovlegeplads.mono.net og facebookside.

Da bestyrelsen mener, at støtteforeningen både har midler og overskud til at udvide aktiviteterne en smule, har bestyrelsen valgt at overtager endnu en legeplads, nemlig ”den lille skovlegeplads i Temposkoven”. Den blev i tidernes morgen anlagt af lokale ildsjæle og er over tid blevet udvidet og vedligeholdt af Ryon og hans hold. Den lille legeplads er skattet og brugt at lokale i Nordby og særligt af dagplejen. Den trængte dog efterhånden til en kærlig hånd og vi håber derfor, at alle synes, at det er en god ide, at støtteforeningen vil give tid og penge til dette sted også.

Bestyrelsen har ligeledes valgt at sponsorere 10 bord/bænkesæt til plantagen. De vil blive placeret på steder rundt omkring i området, ved cykel- og gangstier. Bestyrelsen mener, at dette vil højne oplevelsen for øens gæster og lokale og mener ligeledes, at dette kan holdes inden for skovlegepladsens formål.

Naturstyrelsen har ønsket at vi ”renoverer” vores vedtægter og i stedet tegner en samarbejdsaftale med dem. Dette vil give mere rene linjer idet vedtægterne i dag er en sammenskrivning af aftale og vedtægter. Forslag til nye vedtæger vil blive forelagt generalforsamlingen i aften den 30. Maj 2017. Samarbejdsaftale vil blive udfærdiget af Naturstyrelsen og blive underskrevet af formanden.

Vi er blevet kontaktet af 2 forskellige legepladser i landet angående vores flotte grillhytte. De har begge, uafhængigt af hinanden, efterspurgt tegninger og folk til at udføre arbejdet, da de bare så gerne vil have en lignende. Vi har forsøgt at hjælpe dem videre ved blandt andet at henvise til Ib Carlsen, ansat ved Naturstyrelsen, der i sin fritid har anlagt flere lignende hytter.

Igen i år fik vi stor og grundig hjælp af vores rengøringshold, som trofast holder pladsen ren for affald og melder ind, hvis der er noget der mangler eller er gået i stykker. Dem takkede bestyrelsen ved den årlige sommerfest, hvor vi igen i år også havde indbudt de gavmilde sponsorer med familie. Både Brugsen og Super Spar var med til at sponsorere maden. Tak for mad og hyggeligt samvær.

Bestyrelsen har i år valgt at droppe girokortene og er i stedet gået over til at udsende et brev sammen med grundejerforeningerne og skrive i Fanø Posten, Fanø Ugeblad og på Facebook. Kassereren er dog bekymret for faldende indbetaler og derfor må vi diskutere hvad vi ellers kan gøre. Der er dog ingen tvivl om at girokort er en saga blot.

For 2017 har bestyrelsen planlagt at udskifte de stationære bord- og bænkesæt, modernisere toiletbygningen samt renovere cykelstativer og ”p båse til trækvogne”. Vi har også sat et nyt familiespil op, Kryds og Bolle. Det meget fine spil er fremstillet af vores ”skovmand” Kim Madsen i hans fritid.

Herudover overvejer bestyrelsen at anlægge et balance område i Sheerwood skoven og vi har aftalt med Ridelauget på Fanø, at der etableres en pausefold nord for parkeringspladsen ved indgangen til legepladsen. Pausefolden anlægges af Naturstyrelsen, betales af Støtteforeningen og vedligeholdes af Ridelauget.

Bestyrelsen har anskaffet et brændemærke, der kan brænde vores navn ind i aktiviteter og trækvogne – på denne måde håber vi at kunne minimere tyveri.

Med ønsket om endnu et dejligt år fuldt af hygge og leg afslutter jeg hermed årsberetningen.

På vegne af bestyrelsen i Skovlegepladsernes Støtteforening

Kristine Kaas Krog, Formand